Opdateret: 7. nov. 2022
Det er ikke alle der er vokset op på landet med en motorsav i hånden. Her kan du læse mere om, hvad du skal tænke over, inden du selv går i gang med at fælde et træ.
Denne artikel er vejledende og tilsidesætter ikke gældende lovgivning eller producenters anbefalinger.
Sikkerhed og motorsav
Det allervigtigste før du går i gang med at bruge en motorsav er, at du har helt styr på sikkerheden. Sikkerhed i forhold til dig selv, andre personer og dyr samt bygninger, installationer med videre uanset dit behov for at fælde træet.
Du kan lære mere om brug og vedligeholdelse af motorsav på motorsavs kursus for private hos Lund's træpleje.
Med mindre du er 100% sikker på, at det går godt, og at du er kvalificeret til at vurdere risikoen, så skal du lade være med at fælde træet selv.
Når du køber dig en motorsav skal du også anskaffe:
Skærebukser
Skærestøvler
Hjelm med visir og høreværn
Handsker
Ud over at det er et krav fra Arbejdstilsynet (som også gælder for private), så er det primært for dig egen skyld. Saven skal kun lige snitte dit ben, og så kan benet være skåret halvt igennem, og det er ikke noget pænt sår det efterlader. Der er stor risiko for alvorlige og varige skader.

Hvis du for eksempel køber en kvalitetsmotorsav fra Stihl eller Husqvarna, så medfølger der en meget grundig instruktionsbog, der også indeholder principperne for træfældning. Gør dig selv en stor tjeneste, og læs manualen. Der er mange guldkorn og gode beskrivelser af risici for eksempel kast af saven (saven slå tilbage mod savføreren).
Hvor stort et træ kan du selv fælde
Er du i tvivl om du kan fælde et træ så højt, som det nu engang er, så lad være. Træer som du kan løfte ved egen hjælp udgør en markant mindre risiko end et 20 meter højt birketræ.
Når du selv fælder et træ, så skal det fældes ved roden, så ikke noget med selv at klatre op i træet og skære det ned.
Til at begynde med skal du ikke fælde noget der er større end juletræet. Og så kan du øve dig med motorsaven, når du saver brænde op. Med mere erfaring og uddannelse kan du også fælde større træer.
HUSK: Brug af stige sammen med motorsav er strengt forbudt.
Fæld altid med bagtå eller falsk bagtå, korrekt fældekam samt fældejern. Fæld også kun træer, der med sikkerhed ikke kan falde ned i noget, og er der tilskuere skal de minimum stå to trælængder væk, da grene kan blive slynget væk, når træet rammer jorden.